Rookieday - Amerikansk fodbold for alle størrelser

12. februar 2016

Rookieday er et årligt event, hvor størstedelen af de danske klubber går sammen for at sætte fokus på Amerikansk Fodbold. Dette gøres ofte i den weekend hvor superbowl ligger, da det er her de danske medier i forvejen har fokus på sporten.

I år havde Stauning-Skjern Trojans valgt af afholde rookieday i Skjern, for at bringe sporten tættere på folk, som måske ikke havde muligheden for transport til Stauning, hvor vi normalt træner.

Det havde vi valgt at gøre i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, hvor vi foruden rookieday om eftermiddagen, havde et superbowl arrangement hele aftenen og natten med konkurrencer, underholdning, god mad samt fantastisk fællesskab.

Rookieday er en dag hvor alle aldre og alle størrelser, har muligheden for at prøve kræfter med sporten, på et niveau hvor alle kan være med. Amerikansk fodbold er nemlig en sport som kan dyrkes af alle, stor som lille, tyk som tynd – det er en sport som bringer folk sammen med forskellige uddannelser og jobs og på tværs af alder og generationer.

I Skjern Bank Arena, hvor Skjerns ligahold normalt spiller alle deres kampe, havde vi fået lov til at afholde vores rookieday. Disse flotte omgivelser, samt et godt og velstruktureret program gjorde, at dagen blev helt fantastisk, både for nye, men også nuværende spillere, der var med ude og agere instruktører.

Vi har længe gået med en drøm om at få muligheden for at starte et ungdomshold op, da vi indtil nu kun har været repræsenteret i senior-rækken. Efter det fantastiske fremmøde der var til rookieday, især blandt de unge, ser vores drøm ud til at være gået i opfyldelse. Efter rookieday har vi fået nok henvendelser til at starte et u14 hold op.

U14 holdet kommer til at træne mandag fra 17-19 med første træning d. 7. marts, 2016.

Mere information om u14 træning, vil være at finde på facebook, når vi kommer lidt tættere på datoen.

flere billeder fra rookieday og superbowl aftenen kan findes på vores facebook side.


Facebook
Følg med
© 2016 Trojans AFC
luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere